Endnu har jeg aldrig selv prøvet at stå i den situation at skulle arrangere en begravelse for et nærtstående familiemedlem, og derfor var det også temmelig overraskende for mig, da min fætter efter den begravelse, jeg var med til i torsdags, fortalte om, hvor besværligt og faktisk også dyrt det er at få taget en værdig afsked med et afdødt familiemedlem.
Det var min onkel Villy, der efter flere års svageligt helbred langt om længe gav op og døde, og min kone og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at vi ville med til begravelsen, for vi har altid sat stor pris på onkel Villy, når vi nogle få gange om året var sammen med ham til en eller anden begivenhed i familien.
Min fætter fortalte, at han efter sin fars død, kontaktede en bedemand i Odense, som han var blevet anbefalet af en kollega. Både min fætter og onkel Villy har altid været inkarnerede fynboer, og min fætter bor i en forstad til Odense ikke ret langt fra det plejehjem, hvor onkel Villy tilbragte de sidste år af sit liv.
Først skulle min fætter tage stilling til, om onkel Villy skulle begraves på traditionel vis eller brændes. Det var nemt nok, for onkel Villy havde selv taget den beslutning. Han ville ikke ligge nede i jorden og ædes op af orme, som han udtrykte det, så der blev tale om en bisættelse i Odense – læs om det her – med efterfølgende nedgravning af urnen i den fælles plæne uden gravsten, som findes på den kirkegård, hvor onkel Villys aske havnede.
Der skulle også vælges en kiste, fortalte min fætter, og det syntes han faktisk havde været et vanskeligt valg. Han ville selvfølgelig gerne vælge en smuk kiste, men på den anden side havde han det lidt svært med at vælge en af de dyrere, når den nu bare skulle gå op i flammer umiddelbart efter ceremonien i kapellet. Så det endte med, at han valgte en af de billigste, hvidmalede kister i det sortiment, som den pågældende bedemandsforretning havde.
Men der var heldigvis hjælp at hente til udgifterne ved bisættelsen, for onkel Villy havde ikke rigtig nogen formue af betydning, så det betød, at det offentlige udbetalte en ganske pæn sum i såkaldt begravelseshjælp, så det kun blev minimalt, hvad der skulle betales af boet.
For min fætters vedkommende var det sådan, fortalte han, at bedemandsforretningen opererer med en helt fast pris på sådan en bisættelse, og indenfor den prisramme kan man så vælge dels en kiste i den billige prisklasse, dels en urne, som asken kan graves ned i.
Og det var faktisk en god ordning for mig som den efterladte, der skulle træffe de mange beslutninger i forbindelse med bisættelsen, fortalte min fætter. Ganske vist er jeg jo ikke plaget af den store sorg, for min far blev trods alt 89 år gammel, og han længtes selv efter at komme herfra. Men for mange andre, der er ramt af dødsfald i familien, vil det være en lettelse med sådan en fast pris, mente min fætter.
