Det er faktisk et rigtigt dejligt job, jeg var så heldig at få for godt et halvt år siden. På forhånd var jeg lidt betænkelig ved at lade mig ansætte i HR-afdelingen i et meget stort ingeniørfirma, for det er ikke ligefrem teknisk kunnen, jeg er i besiddelse af. Men da jeg ved en ansættelsessamtale blev mere bekendt med jobbets indhold, blev jeg noget beroliget, for langt størstedelen af mit arbejde skulle bestå i at planlægge rejser til alverdens lande for firmaets ingeniører, der har hele verden som arbejdsplads.
Ikke bare opfattede jeg det dengang som et udfordrende og spændende arbejde, men jeg følte mig også godt kvalificeret i kraft af, at jeg for nogle år siden havde ansættelse i et rejsebureau i en periode på godt halvandet år. Selv om det selvfølgelig ikke havde givet mig alverden af erfaring indenfor rejsebranchen, havde jeg dog snust så meget til det, at jeg havde nogle forudsætninger, og de var givetvis også medvirkende til, at jeg blev tilbudt stillingen.
Jeg kan endnu huske min første arbejdsdag, som efter aftale primært skulle bruges til at sætte mig ind i arbejdsopgaverne, men den kollega, der var udpeget til at hjælpe mig i gang, var sygemeldt den dag, så min introduktion i firmaet blev noget sporadisk.
Og så kom en af vores ingeniører pludselig sidst på formiddagen og hilste pænt på mig, hvorefter han bad mig om at forsøge at skaffe tre flybilletter til Barcelona til dagen efter. De var nemlig tre ingeniører, som skulle til et hasteindkaldt byggemøde på et større projekt, som firmaet havde gang i lidt udenfor Barcelona.
Jeg kunne godt mærke på mig selv, at det gav en smule stress, men der var ikke andet at gøre end at kaste sig ud i opgaven, for der var ikke andre i HR-afdelingen end min sygemeldte kollega, der havde erfaring med at finde frem til de rigtige flybilletter.
Så jeg valgte at kaste mig ud i søgninger på nettet, og jeg var da også så heldig at finde tre ledige sæder på en direkte flyvning til Barcelona, der passede med det tidspunkt, hvor vores tre ingeniører skulle være klar til byggemødet.
Jeg købte billetterne via nettet og var nødt til at betale med mit eget kreditkort, fordi jeg endnu ikke havde fået en betalingsmulighed fra firmaet. Men det fik jeg dagen efter og fik selvfølgelig straks de penge, jeg havde lagt ud for firmaet.
Så da jeg dagen efter skulle købe et par billige flybilletter til Rom her til vores chef og hans næstkommanderende, behøvede jeg ikke længere selv at lægge ud for firmaet. Også i dette tilfælde fandt jeg billetter, der passede fint med det tidspunkt, de to herrer skulle være fremme på, og vores chef gav udtryk for, at han var meget tilfreds med min indsats.
Mere drilsk var det for resten i sidste uge, da jeg skulle finde 8 flybilletter til Berlin. Da måtte jeg sende de otte mand af sted i to forskellige fly, fordi der ikke var ledige sæder nok på et enkelt fly.